Vuggestue og børnehave i Nimtofte på Djursland

Børnehuset er et lille, trygt hus mellem Syddjurs og Norddjurs, med 9.000 m² legeplads og friskolen få skridt væk.

Vuggestue og børnehave i ét hus

Børnehuset ligger i Nimtofte i hjertet af Djursland, lige mellem Syddjurs og Norddjurs. Her er vuggestue og børnehave samlet i ét hus, og friskolen ligger få skridt væk.

 

Vi er en lille institution. Det betyder, at de voksne kender dit barn, og at dit barn kender de voksne. Personalet er engageret og dygtigt, og rammerne er der god plads i.

 

Børnehuset og Midtdjurs Friskole blev lagt sammen i august 2017, da Syddjurs Kommune bad friskolen om at overtage driften. I dag hænger vuggestue, børnehave og skole sammen som ét forløb.

Børnehave med 9.000 m² legeplads

Vuggestuens og børnehavens legeplads er 9.000 m². Der er plads nok til, at en 3-årig kan gå på opdagelse i den store verden for enden af legepladsen, og til at en 5-årig kan eksperimentere med de utallige muligheder, den byder på.

 

Indenfor er der mange rum, hvor børnene kan lege under opsyn uden at føle sig overvåget. Flere lege kan være i gang på samme tid uden at forstyrre hinanden, og en god leg kan fortsætte over flere dage.

Vi arbejder efter den styrkede pædagogiske læreplan

I Børnehuset arbejder vi ud fra den styrkede pædagogiske læreplan. Børnenes egen nysgerrighed, børnefællesskaberne og legen er styrende for det pædagogiske arbejde.

 

Læring sker ikke kun, når vi sætter os for at lære noget. Den sker også ved bleskiftet, ved frokosten, i legen og på gåturen. Det er dér, en stor del af dagen ligger, og det er dér, vi er til stede.

Et børnehus for hele Djursland

Vi ligger i Nimtofte på grænsen mellem Syddjurs og Norddjurs, og vi tager imod børn fra hele Djursland. Bor I i Auning, Ørsted, Vivild eller Nørager, er I lige så velkomne som familierne fra Kolind, Ryomgård, Ørum og Ramten.

 

Og I binder jer ikke til noget. Det er ingen betingelse for at gå i Børnehuset, at dit barn senere skal gå i friskolen. Det vælger I selv, når I kommer dertil.

 

Vil I se stedet, så ring på 86 39 81 37 eller skriv til th@midtdjursfriskole.dk.